Om ejendommen
Ejendommen er opført i 1929 af entreprenøren Harald Simonsen med øgenavnet Guld Harald (1873-1949). Han startede sit eget firma Harald S i 1899 inden for bygningsmaterialebranchen. For inden havde han udstået læreperioden hos købmands- og sejlskibsrederifirma B. Kromann jr. i Marstal og været ansat i manufakturengrosfirmaet v. Barm & Petersen i Flensborg samt Holger Petersen på Købmagergade.
I løbet af et kort åremål voksede hans firma op til en meget anselig forretning med mursten som hovedartikel. For yderligere at udbygge og sikre forretningen købte han firmaet Niverød Teglværk og Snesere Teglværk hvortil senere føjedes Kollerup Teglværk. Samtidig voksede også S.s forretning med trælast og tømmer, og 1918 da tonnagemangelen var på sit højeste, gjorde han sig bemærket ved at hjembringe tømmerflåden Refanut som efter at være fremstillet i Finland bugseredes til København med et indhold af 3000 stds.
Ved omgangen med håndværksmestrene i alle disse år lærte han. hvad der hørte til for at blive en klog bygherre, og da han midt i 20'erne optog byggeriet som virkefelt var han for længst på dette område en både indsigtsfuld og erfaren mand. Sit afgørende gennembrud som bygherre fik han ved erhvervelsen af de store Svanemøllegrunde, og som på dette tidspunkt henlå i et fuldkomment vildnis. Da krisen kom i 1929 havde Simonsen store mængder tømmer og mursten på lager, som ingen ville købe. Og med transaktionen af Svanemøllegrundene gik han selv i gang med, som både bygherre og entreprenør, at bygge pæne og solide ejendomme med garageanlæg og elevator - først SVANEMØLLEGÅRDEN (fra 1929) og derefter Ulfsgård (fra 1930). Senere - i 1948 - indrettede han 12 lejligheder i tagetagen med skøn udsigt over Sundet og byen.
Svanemøllegården er tegnet af arkitekt Hans Dahlerup Berthelsen. Bygningens facader mod gaden er opmuret med røde mursten og vinduer er generelt to-fags palævinduer som er hvidmalede. Bygningens tagetage er forsynet med kviste, hvoraf flere er forsynet med altaner. Stueetagen langs Strandvejen er indrettet til butiksanvendelse. Mod øst er der placeret en garagegård med 18 garager og en sammenhængende have til benyttelse for ejendommens beboere og gæster.
I et interview fra 1980´erne har barnebarnet Finn Harald Simonsen udtalt følgende: " De ejendomme, min farfar byggede for godt 50 år siden, står nok som noget af det bedste og mest fremsynede boligbyggeri, der blev skabt i 30-erne".
Ejendommen er i dag bevaringsværdig i klasse 3. For området er der tilknyttet lokalplanen 411 (Nordhavnsvej lokalplan 445). Hvis man vil læse mere om kravene til ejendommens udseende og området i øvrigt så åben lokalplan 411 i dokumenter i højre side.
På hjemmesiden www.ois.dk kan man se ejendommens BBR oplysninger ved at benytte avanceret søgning. Under søgning med ejendomsnummer indtastes København Kommune samt ejendomsnr. 537579.